Rusmiddelpolitik.
Definition:
Med rusmidler menes alkohol, medicin og en hver form for euforiserende stoffer.
Formål.
Rusmiddelpolitikken skal medvirke til, at bevare en attraktiv arbejdsplads med et sikkert, sundt og udviklende arbejdsmiljø. Rusmiddelpolitikken er et redskab til
- at forebygge misbrugsproblemer
- at sikre medarbejderes tryghed og trivsel
- at støtte overforbrugere i at bevare arbejdet ved at tilbyde den nødvendige hjælp gennem aftalte betingelser.
Generel holdning om rusmidler og arbejde.
Det er arbejdsstedets holdning, at arbejde og rusmidler ikke hører sammen. Det er derfor ikke tilladt, at medarbejdere er påvirkede af eller indtager alkohol eller andre rusmidler i arbejdstiden eller på arbejdspladsen.
Nærmere regler om brug af alkohol.
Ved beboerferie kan nydes 1genstand pr. døgn. En genstand er en øl eller et glas vin. Den medarbejder, der er chauffør, må absolut ikke indtage alkohol - eller andre rusmidler.
Ved særlige arrangementer som f.eks. jubilæer, receptioner, jul, beboerarrangementer m.m. kan forstanderen dispensere og tillade alkohol op til 1 genstand. Der skal samtidig bydes på alkoholfri drikke.
Såfremt en beboer har problemer med alkohol må der overhovedet ikke nydes alkohol i gruppen.
Møder en medarbejder på arbejdet synlig påvirket af alkohol eller rusmidler, skal ledelsen straks kontaktes med henblik på det videre forløb.
Tilbud om hjælp.
Hvis en medarbejder har et overforbrug af alkohol eller andre rusmidler, der påvirker arbejdsindsatsen eller samarbejdet negativt, vil arbejdsstedet tilbyde hjælp.
Overforbrug af såvel alkohol, medicin eller andre rusmidler betragtes som et problem, der skal gribes ind overfor.
Nøglepersoner.
Alle har et ansvar for at handle, når en kollega har et forbrug af alkohol eller andre rusmidler, der påvirker arbejdsindsatsen eller samarbejdet negativt. Der tilstræbes en tidlig forebyggende indgriben. Derfor skal der så vidt mulig altid være medarbejdere, der er uddannet som nøglepersoner.
De vil få en særlig træning i, at se tidlige signaler på overforbrug samt blive trænet i at tage en positiv konfrontation. Misbrugscentrets forebyggelseskonsulent træner nøglepersonerne.
Nøglepersonerne udpeges af MED-udvalget. Nøglepersonerne danner netværk, til hvem alle kan henvende sig til, når man har mistanke/kendskab til, at en kollega har et overforbrug.
Man vil blive en god nøgleperson, hvis man
- nyder bred tillid i organisationen
- tør blande sig og kan tåle afvisning
- kan lytte
- ikke er moraliserende eller dømmende
- kunne acceptere at være underlagt løfte om tavshedspligt.
Nøglepersoner har rollen som hjælper. Nøglepersonen kan ikke tilbyde hjælp/behandling til en kollega, hvis behandlingen kræver betaling eller fravær i arbejdstiden. Her skal forstanderen medinddrages. Behandling er et tilbud og en forandring er et krav. Hvis en medarbejder ikke formår at ændre situationer, afslår hjælpen, der tilbydes, er det forstanderens ansvar, at de personalepolitiske retningslinier med henblik på afsked følges.
Aftalte betingelser for rådgivnings- og behandlingsforløb og opfølgning.
Der kan indgås skriftlig aftale mellem overforbruger og forstanderen om betingelser i forbindelse med rådgivnings-/behandlingsforløb til afhjælpning af overforbruget. Aftalen har tjenstlig karakter.
Rådgivnings/behandlingens indhold og længde aftales mellem medarbejderen og rådgivnings/behandlingsstedet. Rådgivning/behandleren er omfattet af lovbunden tavshedspligt, og selve rådgivnings/behandlingsforløbets indhold er derfor fortroligt anliggende mellem medarbejderen og rådgiveren/behandleren.
Nøglepersonens eventuelle opfølgning på rådgivnings/behandlingsforløbets udvikling aftales med medarbejderen.
Medarbejderen er bekendt med, at en manglende overholdelse af det aftalte behandlingsforløb kan medføre afvikling af ansættelsesforholdet jf. overenskomsten- og personalepolitikkens retningslinier.
Så længe rådgivningen/behandlingen forløber tilfredsstillende, vil der ikke ske ændringer i ansættelsesforholdet.
Medarbejderens stilling under fravær til såvel ambulant- som intensiv behandling.
Der foretages en konkret vurdering i hvert tilfælde. Generelt vil ambulant behandling kunne ske uden for arbejdstiden. Ved intensiv dag- eller døgnbehandling betragtes fravær som sygefravær.
Godkendt på MED-udvalgsmøde den
Revision af Rusmiddelpolitikken juni 2007.







